i dag skinner solen! Og det gør godt helt ind i hjernen:)
Jeg har holdt en mikro pause med grød til Sara V, men i dag prøvede jeg så igen med hirsegrød - uden modermælkserstatning - med tidselolie. Det kunne hun godt lide! Rigtig godt.
Hun har været lidt rastløs (kan en baby være det?) på det seneste. Især om aftenen. Og dermed mega svær (Viktors slang, som jeg har taget til mig) at få til at falde til ro. Hun må være B menneske. Hun hviner i et væk og holder i den grad fææææst!
Om dagen kan jeg efterhånden bare lægge hende i barnevognen - helt uden den ellers obligatoriske gåtur. Jeg ved godt, at det er meget typisk for børn i det hele taget, at det er svært at falde til ro om aftenen. Specielt nok, når man har en storebror der er yderst spændende og sjov. Det er jo lige til at blive helt hektisk af. Men altså - mine arme og mine skuldre kan næsten ikke holde til mere løfte/vugge i søvn med 9,3 kgs baby.
Jeg ved ikke rigtig hvad det næste træk bliver. Jeg kan simpelthen ikke lade hende skrige sig i søvn. Det kunne vi heller ikke med Viktor, hvilket resulterede i, at vi stadig den dag i dag ligger hos ham til han sover (desuden har han i den grad været et smørhulsbarn - det er han så ikke så meget mere). Fem og et halvt år - ja tak! Det tager kun ca. 3 minutter før han sover, men det har det absolut ikke altid gjort. Nu er spørgsmålet så, om vi er klar på at gentage den historie i yderligere fem og et halvt år...
Man kan måske også være for vattet med sine børn, men på mange måder har det været en dejlig måde at afslutte dagen på sammen med ham. Det er jo ikke fordi, at man ser sine børn alt for meget når man arbejder eller går i skole det meste af dagen. Jeg må dog indrømme, at det også af og til har været frustrerende at sidde/ligge hos et barn som bare ikke ville sove og samtidig vide, at man skal have læst 50 sider til i morgen eller at yndlings-tv-serien starter lige nu...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar