Straks går jeg helt op i limningen og ringer til læge og andre, da Viktor er syg og pludselig får røde prikker og siger, at han har ondt i nakken... Jeg ved sgu ikke helt hvad der er i vejen med mig, for egentlig har han det fint og kun 38,2 i feber.
Har jeg nogensinde sagt, at jeg er holdt op med at bekymre mig vildt og inderligt???
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Kan det overhovedet lade sig gøre at stoppe med at bekymre sig, når man først er trådt ind i moderrollen?
Glemmer aldrig den nat jeg troede Julius havde meningitis og han intet fejlede næste morgen... men hvis nu...
sgu da ikke underligt du freaker over ondt i nakken...det ville jeg da også gøre! Er da vokset op med at blive spurgt om jeg ku bøje nakken når jeg var syg og fattede jo ligesom godt at man ku dø af det der menigitis...det glemmer man jo ikke igen
Ja, det er nemlig den der HVIS NU der altid vinder og lader én stå tilbage med angsten... Kan godt huske episoden, Marlene. Grimt!
Og ja, den er jeg også vokset op med. Jeg er dog lidt i tvivl om hvad nakkestivhed egentlig er. Altså hvor meget og hvor lidt osv. Man burde kunne tage et forældre-kursus...
Ringede til lægen som sagde, at hvis han legede osv var der ikke fare på færde. Så var jeg lidt rolig igen. Lige indtil han fik det ret skidt igen her til aften.
Sommetider føler jeg næsten ikke, at jeg kan holde til at være mor. Hvorfor får man ikke at vide, hvad man går ind til inden man bliver forældre???? Man bliver så fandens sårbar. Ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis jeg var alenemor. Heldigvis er man da som regel to om ansvaret.
Send en kommentar