Jeg har haft Viktor hjemme siden onsdag pga sygdom. Han er blevet så stor og bare en lille smule bedre til at beskæftige sig selv. Dejlige unge! Gør sig en masse overvejelser om alting og ææææælsker sin lillesøster. Jeg er klart kommet i anden række. Det er Sara V han siger godmorgen til og Sara V han siger farvel til. Jeg er ligesom bare hende der holder. Han tager sin rolle meget alvorligt, hvis han skal være hos hende imens jeg går i vaskekælderen. Omvendt har han også en kæmpe stjerne hos hende. Lige til at smelte over:)
Alligevel er jeg godt og grundigt brugt lige nu. Lørdag middag hvor Viktor og Henry er stukket af til fodbold og baby sover.
Syge børn er hårde ved mig. Eller rettere - mine bekymringer om syge børn er hårde ved mig. Faktisk så hårde, at jeg voervejer at tale med en professionel om det. Jeg kan ikke finde ud af, om mine bekymringer er normale for en forælder eller om de tangerer til det sygelige...
Jeg ved ikke, om man kan tale om en art angst... Milde angstanfald, siger Maja.
Jeg har en tvangstanke om, at jeg skal have gennemtænkt worse case scenario og hele tiden være parat og have kontrol. For hvis nu der er noget alvorligt galt. Hvis nu... Ser hele scenariet for mig, og jeg tænker, at jeg måske ser det så levende og så mange gange for mig, at jeg til sidst opnår følelsen af at det rent faktisk nærmest sker. Vi taler blå blink mm. Hvis ikke jeg gennemtænker det hele nøje, er jeg bange for, at jeg ikke er parat hvis der sker noget og så er jeg da helt sikker på, at det går galt.
Christ - kan godt høre, at det lyder sygeligt.
Rædsomt hårdt og anstrengende er det i alle tilfælde.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
hmmm unormalt el ej så er jeg med på vognen kusine...jeg har allerede set og gennemlevet hjerteoperation osv for min indre film og ja det er fandme hårdt. Og ja måske en slags tvangstanker...
Det er dog skrækkeligt med alle de bekymringer, jeg kan fortælle at de vil vare livet ud næste gang er det jeres børnebørn I bekymrer jer om, og til sidst oldebørnene. Kærligst Bedste.
Det er hårdt at være en moder, men tænk hvis vi ingen børn havde, vi må lære at ta tingene og problemerne i den rækkefølge de kommer, hvis de kommer og det gør de, men de er som regl ikke værre end de kan løses - men bekrymrede det er vi og det skal vi også have lov til, at være.. suk suk..
ja altså jeg bekymres også over mine nevøer.. dem skal der ikke ske det mindste onde for! bekymringer går længere end til egne børn.. Især når man ik har nogen ;)
Men alle ungerne skal nu nok klare den! :)
Pille - ja, det er jeg da også sikker på. Jeg ved ikke hvad der er galt ed os bekymrede væsner...
Send en kommentar